Naanbrød

14.08.2012

Naanbrød: Det har altid været mig en gåde, hvordan man laver ligeså gode naanbrød, som dem man får på indiske restauranter. Jeg surfede lidt rundt på youtube for at finde vaskeægte indere, som laver dem. Jeg fandt en hos Manjulas køkken, som er god og så er hun super sød: http://www.youtube.com/watch?v=vow-kxTPatc

Jeg er ikke helt tilfreds endnu, så jeg eksperimenterer stadig. Jeg har justeret Manjulas opskrift en smule:

Ingredienser: (6-8 styks)

  • 1 dl lunken vand
  • 1 dl yoghurt naturel
  • 20 g gær
  • 2 spsk. olie
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk. groft salt
  • 1 tsk bagepulver
  • ca. 480 g mel

Fremgangsmåde:

Gær røres ud i vand, olie og yoghurt. Herefter blandes mel, bagepulver, salt, sukker i en skål for sig og kommes i den våde blanding. Det æltes godt indtil dejen er smidig. Del dejen i ca 6-8 stykker. Tag olie på dine hænder og form brødene; lav en rund bold, tryk den flad og hiv så lidt i dejen, så den får den rigtige “naanform”. Lad den hæve i 1 time.

Ovnen tændes på max 15 min. inden bagning (har du en bagesten skal den være i bunden af ovnen fra start). Herefter bages de 3-5 min. Når de kommer ud af ovnen pensles de med hvidløgssmør (eller alm. smør) og salt og peber og serveres lune.

Skriv en kommentar