28.08.2011
Disse italienske småkager er fuldstændig fantastiske og overraskende nemme at lave. De sælges ofte i specialbutikker til en god sjat penge. Efter min mening, så er hjemmelavede simpelthen bare bedre og selvfølgelig billigere.
De bliver revet væk fra kaffebordet, selvom de kan holde sig i lang tid i en kagedåse. Normalt ville man tilføje revet citronskal, men jeg er nu mest vild med appelsinsmagen.
- 300 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1/4 tsk fint salt
- revet appelsinskal (1 appelsin)
- 2 æg
- 150 g sukker
- 50 g blød smør
- 200 g mandler
Fremgangsmåde:
Bland mel, bagepulver, salt, revet appelsin og grofthakkede mandler i en skål. I en anden skål pisker du smør og sukker, og når det er samlet tilføjer du æggene. Pisk det i 3-5 min. Bland herefter de to skåle og ælt blandingen godt sammen.
Del dejen i tre og rul 3 pølser ud på et melet bord, så de er ca. 3 cm i bredden. Læg dem på bagepladen og tryk dem lidt flade og bag dem i ovnen ved 175 grader i ca. 2o min. Herefter tages de ud og køler af i 5 – 10 min. Skær dem på skrå ca. 1,5 cm. (se på billedet) og bag dem yderemere 10 minutter (eller indtil de er gyldne).